Outrigger roning i Ribe Roklub

I Ribe roklub råder vi over en stor bådepark inden for outriggerbåde som kan tilfredsstille alle med interesse for outriggerroning.

Outriggeren ligner på mange måder inriggeren. Alle dele der findes på inriggeren findes også på outriggeren, men i modsætning til inriggeren, som er en ret bred bådtype er outriggeren lang og smal. Åregangen er placeret uden for båden på et stativ (riggen), heraf også navnet outrigger (riggen sidder ude = out)! Bådens beklædning er altid helt glat og af tyndt træ, glasfiber eller kulfiber. Det at båden er smal og beklædningen tynd, gør det også til en meget let og ikke mindst hurtig båd og udfordrende båd.

Outriggeren er lidt sværere at ro og er samtidig mere skrøbelig end en inrigger. Den roes derfor mest på roligt vand og er derfor ideel til Ribe å. På grund af den mindre vægt og smallere form, er den som sagt meget hurtig og er den bådtype der roes i ved kortbanekaproninger flere forskellige steder i Danmark og ved DM, VM og OL.

Outriggeren findes med 1 eller 2 årer pr. roer og findes med eller uden styrmand. Outriggeren med 2 årer pr. person kaldes en sculler. Årerne der benyttes i sculleren er mindre end de årer der anvendes i inriggere samt de outriggere, hvor man sidder med en enkelt åre.

Bådene findes i forskellige størrelser og sværhedsgrader herunder også efter vægt og højde. Der findes både til 1 person (single sculler, som benævnes 1x) op til den største, og hurtigste af alle bådtyper, otteren (benævnes 8+). I Ribe Roklub har vi alle bådtyper undtagen otteren fordelt på ca.15 outrigger både som passer til alle personer.

Outrigger roning rummer derfor mulighed for at man ikke altid er afhængig af at skulle ud og ro med andre, men man kan ro ud alene når man er frigivet.