Lidt historie
Roklubben blev etableret i 1934. I starten var det alene en dameroklub, men mændene kom dog hurtigt til. Siden har klubben været åben for begge køn. Frem til ca.1990 blev der kun roet "baglæns", men sidenhen har kajakkerne gjort sit indtog i klubben. I dag er aktiviteterne fordelt mellem de fire bådtyper: Inriggere, outriggere, kajakker og SUP - hvor flertallet ror hhv. inrigger og kajak.
I 2003 fik roklubben et helt nyt klubhus. Det blev bygget samme sted som det gamle. Klubhuset er indrettet med et fællesrum med romaskiner (ergometre), bord med plads til ca. 25 personer, køkkenfaciliteter, omklædningsrum med bad. I kælderetagen er der bådhal og værksted.
Huset ligger smukt med udsigt mod nord ud over Ribe Vesterå og Hovedengen, og som klubmedlem har man mulighed for at leje lokalerne til private arrangementer mod et beskedent beløb, og der er mulighed for at dække op til ca. 50 personer.
I klubben går vi ind for "frivillighed". Klubben drives således udelukkende af frivillige hænder, og der er ingen lønnede medarbejdere i klubben. Noget vi er stolte af.